GRACE PRODUCTION APS
VI TILFØRER VISUEL VÆRDI TIL ERHVERVSLIVET

Jeg hedder Michael Thy, er 46 år gammel og bor i Korsør. Jeg har altid haft en passion for det visuelle, og brugte bl.a. min ungdom på at fotografere musikere og bands i det Københavnske musikermiljø. Fritidsinteressen blev til et job, ikke som fotograf, men som trailerproducer på hvad der dengang hed TvDanmark. Her lærte jeg at lave korte, intense og sælgende præsentationsvideoer som skulle sælge de film og programmer, som seerne gerne skulle zappe ind på. Jobbet lærte mig at være kreativ inden for nogle givne rammer, og det lærte mig også at arbejde hurtigt og effektivt.

 

Mens jeg arbejde på TvDanmark (nu SBSTV), begyndte jeg at lave andre filmopgaver ved siden af. Det blev i 2005 til 3 dokumentarprogrammer om Chris Macdonalds deltagelse i Race Across America. Projektet gav mig blod på tanden, og i 2006 startede jeg op for mig selv og grundlagde produktionsselskabet Grace Production Aps.

 

De første opgaver i eget regi var for Mærsk, og blev filmet i Thailand og Indien. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at internationale filmopgaver ville blive en stor del af mine kommende opgaver for erhvervslivet.

 

I 2007 opfandt jeg TV-konceptet “Hverdagens Helte” som følger brand- og ambulanceredderne fra Falckstationen i Gladsaxe. Det blev til 5 sæsoner og 30 dokumentarprogrammer. I modsætning til normal tvproduktion, så stod jeg her selv for det meste. Jeg udviklede konceptet, filmede og klippede alt og lavede grafik og speakede. Det var en spændende oplevelse, hvor mine evner til at kunne tale og agere med alle typer af mennesker, for alvor var vigtig. Projektet krævede også en stor grad af etik og empati, når man skal finde en stil og produktionsform hvor både patienter og reddere ender med at få en god oplevelse.

 

Fra 2009 begyndte jeg at producere en masse præsentationsvideoer for Falck A/S og blev deres "husfotograf". Det blev til en masse opgaver, både til internt og eksternt brug. der blev produceret instruktionsfilm til nye ambulanceelever, internationale præsentationer af produkter og forretningsområder til falck.com og en masse mere. I alle opgaverne har jeg stået for det kreative oplæg i samarbejde med kunden, og har efterfølgende rejst der hen i verden, hvor der skulle filmes. Det har lært mig at klare mig selv, at være forberedt på at man ofte må improvisere og at det er super vigtigt at kunne fungere både på direktionsgangen og med “manden på gulvet”.

 

Opgaver hos Falck har været springbrættet til nye opgaver for bl.a. Slagelse kommune, hjemmeværnets kommunikationsafdeling og det har ledt hen til opgaver for Oticon A/S, hvor jeg har stået for produktionen af 6 internationale film til deres Oticon.com side. Kendetegnende for de fleste af disse opgaver, er den mere dokumentariske indgangsvinkel til opgaverne. De kunder som har brugt mig, har ofte efterspurgt et produkt med en høj grad af troværdighed og autenticitet.

 

Ud over mine opgaver med at producerer videopræsentationer, arbejder jeg også som stillbillede fotograf. Jeg arbejder primært med erhvervsfotografering såsom portrætter og eventdokumentation, men beskæftiger mig også med design og arkitektonisk fotografering og så min store passion, billeder af kunstnere som yder deres bedste på scenen eller bag scenen.

 

Alt i alt er min mantra, at det er super vigtigt altid at agere professionel over for kunder og samarbejdspartnere, altid at stikke en finger i jorden, altid at levere et professionelt produkt til tiden og altid sørge for at hele processen opleves ukompliceret og ligetil for kunden.

 

MICHAEL THY